Bag om samtalen: sådan bliver et kulturinterview til i praksis

Før mikrofonen tændes: research og afgrænsning

Et interview begynder længe før samtalen. Når vi på redaktionen aftaler et kulturinterview, er det første spørgsmål ikke, hvad vi vil spørge om, men hvorfor læseren skal bruge tid på netop denne samtale. Svaret afgør, hvor snævert vi afgrænser emnet. Et interview, der forsøger at dække en hel karriere, ender ofte med at dække ingenting ordentligt.

Derfor bruger vi den første dag på at læse. Vi læser tidligere samtaler med gæsten, hendes egne tekster og de værker, samtalen skal handle om. Målet er ikke at kunne alt, men at undgå de spørgsmål, som gæsten har besvaret hundrede gange og er træt af at høre.

Under researchen skriver jeg to lister. Den ene indeholder det, jeg ved. Den anden indeholder det, jeg tror, jeg ved, men ikke kan dokumentere. Den sidste liste er den vigtigste, for her ligger de fejl, der ellers ender i trykken.

• Læs gæstens egne tekster, ikke kun omtaler af dem
• Skriv ned, hvad du tror, men ikke kan dokumentere
• Afgræns samtalen til ét tema, der kan bære en artikel

Spørgsmålene: en køreplan, ikke et manuskript

Når research er på plads, skriver vi spørgsmål. Det gør jeg i tre lag. Først de åbne indgange, der får gæsten til at fortælle. Dernæst de konkrete spørgsmål om bestemte valg, værker eller årstal. Til sidst et par spørgsmål, jeg ikke ved, hvordan gæsten vil svare på. De sidste er ofte dem, der giver den bedste tekst.

Rækkefølgen er en køreplan, ikke et manuskript. Hvis gæsten allerede i de første minutter kommer ind på noget, jeg havde gemt til sidst, følger jeg med. Et interview, hvor spørgeren holder fast i sin liste, mister hurtigt den spænding, som gør samtalen læseværdig.

Jeg sender som regel emnet og de overordnede temaer til gæsten på forhånd, men ikke selve spørgsmålene. Det giver ro uden at tage friskheden af svarene.

• Åbne indgange først, konkrete detaljer derefter
• Gem mindst ét spørgsmål, du selv er usikker på svaret til
• Send tema, ikke spørgsmål, til gæsten på forhånd

Selve samtalen: at lytte mere, end man taler

I rummet handler arbejdet mest om at lytte. Jeg optager altid, og jeg tager stadig noter i hånden, fordi noterne viser, hvad jeg selv fandt vigtigt, mens det skete. Når jeg læser dem bagefter, kan jeg se forskel på det, gæsten sagde, og det, jeg lagde mærke til.

Pauser er et redskab. Hvis jeg venter et par sekunder efter et svar, uden at stille det næste spørgsmål, fortsætter folk ofte af sig selv, og det er typisk i den forlængelse, de siger noget uventet. Det kræver en vis tålmodighed at lade stilheden stå.

Jeg undgår at fortælle gæsten, hvad jeg selv mener. Mit job er at forstå, hvordan gæsten tænker, ikke at få bekræftet min egen læsning af værket. Hvis jeg er uenig, kan jeg stille et modspørgsmål, men som spørgsmål og ikke som påstand.

• Optag altid, og tag noter ved siden af
• Lad pauser stå et par sekunder
• Stil modspørgsmål i stedet for at argumentere

Fra transskription til tekst: redigeringens valg

Efter samtalen skriver vi hele optagelsen ud. En times samtale bliver let til ti sider, og hovedparten skal væk. Redigering handler om at finde den tråd, der løber gennem samtalen, og beskære alt, der ikke bidrager til den. Det er ikke at ændre, hvad gæsten mener, men at vælge, hvad der kommer med.

Talesprog og skriftsprog følger ikke de samme regler. Vi fjerner gentagelser og halve sætninger, men vi bevarer rytmen, så svaret stadig lyder som gæsten. Hvis en sætning skal omformuleres for at være forståelig, spørger vi gæsten, før teksten udkommer.

Rækkefølgen kan også ændres. Et godt svar, der kom sent i samtalen, kan flyttes frem, hvis det hører til et tidligere spørgsmål. Men vi markerer aldrig noget som et direkte citat, hvis det er sat sammen af to forskellige steder.

• Skriv hele optagelsen ud, og beskær derefter hårdt
• Bevar rytmen, men fjern gentagelser og halve sætninger
• Flyt aldrig sammenstykkede svar ind som ét citat

Citatgodkendelse og redelighed over for gæsten

Før en samtale udgives, får gæsten teksten at se. Det er en fast regel hos os, og den handler om tillid. Gæsten må rette fejl, præcisere faktuelle forhold og trække det tilbage, der er blevet misforstået. Gæsten må ikke omskrive sine svar, så de bliver til noget andet, end det, der blev sagt.

Det kan være en balancegang. Nogle gange vil gæsten gerne udtrykke sig mere forsigtigt, når hun læser det på tryk. Her taler vi det igennem. Hvis det ændrer meningen i væsentlig grad, må vi vælge, om det stadig er et interview, eller om det er blevet noget andet.

Vi skriver i tekstens indledning, hvordan samtalen er foregået, og hvilke dele der er forkortet. Læseren skal kunne se, hvad hun læser, og ikke blive efterladt med et indtryk af en samtale, der aldrig fandt sted i den form.

• Gæsten læser teksten før udgivelse
• Rettelser af fakta er velkomne, omskrivning af holdninger er det ikke
• Forklar læseren, hvordan samtalen er forkortet

Efter udgivelsen: hvad vi lærer af hver samtale

Når interviewet er udgivet, er arbejdet ikke helt slut. Jeg gennemgår samtalen og noterer, hvad der fungerede, og hvad der ikke gjorde. Hvilke spørgsmål gav lange, levende svar? Hvor sad jeg fast i min egen liste? Hvor kunne jeg have ventet længere?

Disse noter deler jeg med Jonas Kragh, som er redaktør for interviews. Vi læser hinandens samtaler kritisk, og det har ændret, hvordan jeg forbereder mig. Jeg skriver færre spørgsmål end før, men arbejder dybere med dem.

Et godt interview kan være stille og uden store overskrifter. Det vigtige er, at læseren efter ti minutter har forstået noget om en person eller et værk, som hun ikke vidste før, og at hun kan stole på, at det er sagt, som det står.