Optagelsen er råmaterialet, ikke teksten
Når samtalen er slut, har vi typisk en time eller mere lyd og en notesbog fuld af streger. Det er fristende at tro, at resten bare er afskrivning, men det er her, det egentlige arbejde begynder. Et interview, der gengives ord for ord, læses sjældent godt, fordi talesprog og skriftsprog følger forskellige regler. Vi siger ting to gange, tager omveje og afbryder os selv.
Derfor starter vi med at lytte igennem uden at skrive. Første gennemlytning handler ikke om citater, men om samtalens forløb: hvor blev stemningen åben, hvor blev svarene korte, og hvor kom der noget, vi slet ikke havde forberedt. Det, der fylder mest i erindringen, er ikke altid det, der bærer teksten.
Jeg skriver til magasinets rubrik Interviews, og vi arbejder efter en enkel tommelfingerregel: Intet i teksten må få en person til at sige noget andet, end hun mente. Det er rammen for alle de valg, der følger.
Transskribering og første sortering
Vi transskriberer de dele, der ser ud til at bære noget, ikke nødvendigvis alt. Resten bliver stående som lyd, vi kan vende tilbage til. I transskriptionen markerer vi tydeligt, hvor der er pauser, latter og tøven, for de ting kan ændre betydningen af en sætning markant.
Bagefter sorterer vi i tre bunker: det, der skal med, det, der måske skal med, og det, der kun hjalp samtalen på vej. Den sidste bunke er ofte den største, og den er ikke spild. Småsnak i begyndelsen er det, der gør, at gæsten overhovedet slapper af.
Et praktisk trick er at give hvert afsnit i transskriptionen en kort overskrift med tre-fire ord. Så kan du se samtalens struktur på én side og opdage, hvor den cirkler om det samme emne uden at nå videre.
- Lyt hele optagelsen igennem én gang uden at skrive
- Marker pauser og tøven, de kan ændre betydningen
- Sorter i bunker: skal med, måske, kun optakt
At forkorte uden at forvrænge
Redigering af citater er det sted, hvor redelighed er mest på spil. Vi retter gerne fyldord og gentagelser, fordi de sjældent siger noget om meningen. Men vi flytter ikke et svar til et andet spørgsmål, og vi sætter ikke to udsagn sammen, så de ligner ét.
Når et citat skal kortes ned, tester vi det med en enkel kontrol: Ville gæsten genkende sig selv i den korte version? Hvis svaret er tvivlsomt, beholder vi den længere form eller skriver i stedet en kort gengivelse med vores egne ord og siger tydeligt, at det er en gengivelse.
Det kan føles som en begrænsning, men det giver faktisk teksten mere tyngde. Læseren mærker, når et citat er fuldt og ærligt, og når det er klippet til, så det passer en pointe, som skribenten på forhånd havde besluttet sig for.
Opbygning: begynd ikke med det kronologiske
En samtale har sin egen rækkefølge, men en tekst behøver ikke følge den. Ofte ligger det stærkeste først en halv time inde, når gæsten holder op med at svare, som hun plejer. Det kan være et fortættet øjeblik, der giver en god åbning, hvis vi bagefter forklarer, hvordan vi nåede dertil.
Vi vælger en rød tråd, før vi skriver en eneste sætning: Hvad er det, læseren skal sidde med, når hun er færdig? Alt, der ikke tjener den tråd, kan blive stående i optagelsen, selv om det er godt. At kassere godt materiale er en del af håndværket.
Til sidst skriver vi en kort indledning, der sætter scenen uden at pynte på den. Hvor foregik samtalen, hvor længe varede den, og hvad var rammen? Den slags oplysninger er ikke staffage, de hjælper læseren med at vurdere, hvad hun læser.
Godkendelse og tilbagemelding
Før en tekst udkommer, får gæsten lov at se de citater, der bruges. Det er ikke en invitation til at omskrive, men en mulighed for at rette faktuelle fejl og navne. Vi er tydelige om aftalen i forvejen, så ingen oplever det som en overraskelse efterfølgende.
Nogle gange kommer der indvendinger mod et citat, der er helt korrekt gengivet. Her afvejer vi: Er det en fejl, eller er det fortrydelse? Fortrydelse er menneskelig, og vi lytter, men vi ændrer ikke ordlyden for at rette på det, der blev sagt. Vi kan i stedet tilbyde at tilføje en afklaring.
Den samtale er ofte lige så lærerig som selve interviewet. Den viser, hvor tæt på personen vi kom, og hvor meget af det der egentlig var ment til offentligheden.
Læs din egen tekst, som om du var gæsten
Den sidste kontrol er at læse teksten højt, som om det var dig, der var interviewet. Lyder det som noget, du ville stå ved? Fornemmer du, at tonen er respektfuld, også de steder, hvor spørgsmålene var skarpe? Hvis ikke, er der noget, der skal skrives om.
Vi tjekker også, at overskrift og ingress ikke lover mere, end teksten indfrier. Et spidst citat i en overskrift kan trække læsere til, men hvis det står løsrevet fra sin sammenhæng, har vi svigtet gæsten.
Til sidst en kort liste, som vi selv går igennem, før noget bliver udgivet. Den er ikke avanceret, men den har sparet os for flere fejl, end vi kan tælle.
- Er alle citater gengivet, som de blev sagt?
- Kan gæsten genkende sig selv i teksten?
- Holder overskriften, hvad indledningen lover?
- Er det tydeligt, hvad der er citat, og hvad der er vores gengivelse?
Et godt interview bliver til i tre faser: samtalen, sorteringen og den ærlige redigering. Den sidste er den mest oversete, men den afgør, om læseren kan stole på teksten. Når du næste gang læser et kulturinterview, kan du spørge dig selv, hvad der er blevet valgt fra, og om det, der står tilbage, stadig lyder som et menneske, der taler. Det er en god målestok for både skribent og læser.
