Start med at spørge, hvem der ved det
Den mest brugbare vane i researchen er at spørge, hvem der reelt har set eller gjort det, en oplysning handler om. Mange påstande når os gennem tre eller fire led, og hvert led har pyntet lidt, forkortet lidt eller gættet lidt. Når du holder en oplysning i hånden, så prøv at spore den tilbage, til du finder personen, dokumentet eller målingen, den kommer fra.
Det lyder omstændeligt, men det går hurtigere, end man tror, når man gør det systematisk. Skriv oplysningen øverst på en side, og noter under den, hvem der siger det, og hvad vedkommende selv har som grundlag. Hvis svaret er 'jeg har læst det et sted', er du ikke ved kilden endnu.
Her i efteråret, hvor mange redaktioner planlægger årets sidste større temaer, er det en god tid til at indføre vanen. Den koster lidt tid ved skrivebordet og sparer meget, når en læser eller en interviewperson senere spørger, hvor et tal stammer fra.
- Find den første kilde, ikke den mest citerede
- Skriv grundlaget ned ved siden af påstanden
- Mærk det, du kun har fra anden hånd
Vurdér kilden på tre ting
Jeg bruger tre spørgsmål, når en ny kilde dukker op: Hvor tæt var kilden på begivenheden? Hvad har kilden at vinde eller tabe ved at fortælle det? Og kan andre uafhængigt bekræfte det? Ingen af dem afgør alene, om du kan bruge oplysningen, men sammen giver de et billede af, hvor meget vægt den kan bære.
En kilde, der var til stede og ikke har egen interesse, vejer tungt. En kilde, der taler på vegne af en organisation med noget på spil, kan sagtens have ret, men skal tjekkes mod noget, organisationen ikke selv har skrevet. Det er ikke mistænkeliggørelse, bare et almindeligt håndværk.
Husk også, at tæt på ikke altid betyder pålidelig. Et øjenvidne kan huske forkert, og en ekspert kan udtale sig uden for sit felt. Notér derfor, hvad kilden konkret er ekspert i.
- Nærhed: var kilden selv til stede?
- Interesse: hvad vinder kilden ved sin version?
- Bekræftelse: kan andre uafhængigt sige det samme?
Krydstjek uden at gentage samme fejl
Et krydstjek er kun et krydstjek, hvis de to kilder ikke bygger på hinanden. Det er en klassisk fælde: du finder samme oplysning i tre tekster og tror, du har tre bekræftelser, men alle tre har skrevet af fra den samme pressemeddelelse. Spørg altid, om kilderne er uafhængige af hinanden.
Prøv at finde en kilde af en anden type end den første. Har du et citat fra en person, så søg et dokument, et regnskab eller en optegnelse, der kan understøtte det. Har du et tal fra en rapport, så ring til nogen, der arbejder med feltet, og hør, om tallet passer med deres erfaring.
Når to uafhængige spor peger samme vej, kan du skrive med større sikkerhed. Peger de forskelligt, er det ofte det mest interessante ved historien, og du bør skrive om uenigheden i stedet for at vælge den bekvemme version.
- Tjek, om kilderne har samme oprindelse
- Kombinér person og dokument
- Skriv om uenighed, hvis den er reel
Hold styr på noterne undervejs
God kildekritik er også god bogføring. Jeg skriver for hver oplysning, hvor den kommer fra, hvornår jeg talte med kilden, og om det var på tryk, på telefon eller i en mail. Det tager tyve sekunder pr. oplysning og er guld værd, når teksten skal redigeres eller rettes.
Skil desuden det, du ved, fra det, du formoder. I mine noter har jeg to farver: sikkert og endnu ikke bekræftet. Når jeg læser udkastet igennem, kan jeg hurtigt se, om afsnittene med de ubekræftede oplysninger bærer for meget af argumentationen.
Gem også dine afvisninger. Hvis du fravalgte en kilde, fordi den ikke holdt, så skriv hvorfor. Næste gang temaet kommer op, eller en kollega overtager sporet, slipper I for at begynde forfra.
- Dato, kanal og kilde for hver oplysning
- To markeringer: bekræftet og ubekræftet
- Gem begrundelsen for fravalgte kilder
Når kilden vil være anonym
Nogle gange vil en kilde ikke nævnes ved navn. Det kan der være gode grunde til, men anonymitet gør kontrollen sværere, så kravene til resten af arbejdet stiger. Spørg dig selv, om oplysningen kunne fås på anden vis, og om du kan beskrive kilden så præcist, at læseren forstår dens position, uden at den kan genkendes.
Aftal vilkårene tydeligt, før samtalen begynder, og hold dem. Hvad må bruges, hvad er baggrund, og hvad er helt fortroligt? Misforståelser her skader både kilden og din troværdighed.
Lad aldrig en anonym kilde stå alene med en alvorlig påstand. Find mindst ét uafhængigt holdepunkt, og fortæl læseren åbent, hvorfor kilden er anonym, og hvad du har gjort for at kontrollere udsagnet.
- Aftal vilkårene på forhånd
- Beskriv kildens position uden at afsløre den
- Kræv et uafhængigt holdepunkt
En tjekliste til sidste gennemlæsning
Før teksten forlader dig, så læs den igennem én gang kun for at tjekke fakta. Læs ikke for sproget, men sæt en streg under hver oplysning, der kan være forkert, og spørg, hvor du har den fra. Det er en kedelig læsning, og netop derfor finder den fejl.
Kontrollér navne, titler, årstal og tal særskilt. Det er her, de fleste rettelser opstår, og her, læsere hurtigst opdager noget galt. Sammenlign med dine noter, ikke med din hukommelse.
Til sidst: Står der noget i teksten, som du ville have det svært ved at forsvare over for den, det handler om? Så er det enten ikke godt nok underbygget, eller også skal det formuleres mere forsigtigt.
- Læs kun for fakta i én omgang
- Tjek navne, titler, årstal og tal for sig
- Prøv at forsvare hver påstand over for den omtalte
Kildekritik handler ikke om mistro, men om at vide, hvad du står på. Spor oplysningen tilbage, vurdér kilden, find uafhængig bekræftelse og skriv dine noter ned undervejs. Så kan du formulere dig med præcis den sikkerhed, du har belæg for, og det mærker læseren. Brug listen næste gang en tekst føles færdig lidt for hurtigt.
